Mette Vibe Utzon blogger på MetroXpress og www.ms.dk.
Seneste indlæg
Demokrati begynder med dem, der ingenting har Børn skal gå i skole - også i Nepal Gældsslaver bliver endelig frie Højlunds Forsamlingshus på nepalesisk Radiostationen for de fattige
Billeder fra Nepal
Demokrati begynder med dem, der ingenting har
Nepal er et eventyr. Men det er en barskt eventyr, hvor mennesker ikke altid lever lykkeligt til deres dages ende, og hvor alt det onde ikke altid hører op. Hvor fattigdommen ingen ende vil tage, og den menneskelige armod og fornedrelse er åbenbar for enhver.
Jeg har stillet mig selv spørgsmålet flere gange undervejs på rejsen rundt i Nepal: Ville jeg selv være i stand til at opretholde et liv i så dyb fattigdom? Hvor meget skulle der til, før min vilje blev knækket? Ville jeg selv have mod og vilje til at forsøge at slippe ud af mit gældsfængsel hos godsejeren? Ville jeg selv turde gå i procession til de samme myndigheder, som har hånd og halsret over mig, og som kunne ende mit usle liv med et fingerknips, uden at nogen ville reagere? Kunne jeg stå foran de samme mennesker og kræve en skole til landsbyens børn? Man får en afgrundsdyb respekt for mennesker, som ingenting har, men besidder modet til at kæmpe.
Hvad skal man gøre for de allerfattigste i Nepal? Vi kan bruge hele u-landsbudgettet og give nogle af dem et hus at bo i. Så kom vi så langt. Det vil stadig ikke fjerne den daglige sult. Vi kan give dem alle sammen bistandshjælp, så børnene ikke er så underernærede. Men hvor længe har vi råd til det, og er det i virkeligheden en værdig tilværelse?
Den eneste vej frem er at give dem viden og kampvåben, så de selv kan kæmpe for et liv, der er værd at leve. Kæmpe for deres ret til uddannelse, et sted at bo, en mark at dyrke, indflydelse på samfundet, og på hvordan Nepal fordeler de ressourcer, som er i landet. Et liv, hvor de ikke så let kan undertrykkes, fordi de kender deres rettigheder og har nogen, som kan hjælpe dem i deres kamp.
Og så er vi tilbage ved det spørgsmål, jeg stillede i begyndelsen af denne rejse: Hvordan eksporterer man demokrati? Det er det, Mellemfolkeligt Samvirke forsøger at gøre med deres arbejde i Nepal. Men er det muligt at pakke demokrati pænt ind og sætte gaven foran en gruppe bjergbønder, som så lukker den op og bliver åh-så-demokratiske?!
Svaret er, at det er mere enkelt – og mere kompliceret end jeg troede. Nok holder den dér med silkebåndet rundt om en pænt indpakket gave ikke, men der er andre måder. De kræver masser af tid og megen tålmodighed og stædighed, men jo – det ER muligt at eksportere demokrati til fattige nepalesere.
Det hele begynder for neden – allerlængst nede i samfundshierakiet. Hos dem, som ingenting har, ingenting ved, og ingenting må. De skal kende deres ret.
Man kan bruge underholdning til at fortælle de fattige om deres rettigheder og om demokrati – som Forum Teater gør det på Nepals gader og i landsbyerne. Man kan give dem en stemme og et talerør og information om deres rettigheder - som Madanpokhara radio. Man kan give dem mulighed for at konfrontere de mennesker, som bestemmer over deres liv – som i offentlige høringer. Man kan støtte dem, ved at fortælle dem om deres rettigheder som borgere, og om hvad de ikke behøver at finde sig i – som gældsslaverne. Man kan hjælpe dem med at finde vej, når de selv tager initiativ til en bedre tilværelse – som kvinden, der kæmpede for en skole til landsbyens børn.
Der er ting, man kan gøre. Der er ting, Mellemfolkeligt Samvirke kan gøre. Og der er noget, du kan gøre, kære læser – du kan tage en indsamlingsbox i hånden på søndag – og støtte Nepals fattige et par timer af dit liv. Det er det, du kan gøre.
Støt nepals fattigeste i kampen for et værdigt liv i frihed. Meld dig som indsamler ring 7731 0077 eller send SMS ”indsamler” til 1919.
Børn skal gå i skole - også i Nepal
Nepal er et af verdens fattigste lande. Med to mægtige naboer på begge sider af grænsen – nord på ligger Kina med 1,3 milliarder mennesker – sydpå Indien med 1 milliard indbyggere. Men store dele af Nepals 27 millioner indbyggere er analfabeter og uoplyste, og det gør dem til nemme ofre for kriminelle.
Rahula school i Nepal er en vaskeægte solstrålehistorie. Her er de fleste af de knap 200 elever nemlig piger. Det er ellers svært at overbevise nepalesiske forældre om, at de skal sende deres små piger af sted den lange vej til den nærmeste skole med reel fare for at blive kidnappet eller overtalt til frivilligt at følge med en af de menneskehandlere, som opererer uhyggeligt effektivt her tæt på den indiske grænse. Med løfter om et job i cirkus eller i huset tvinges pigerne til et liv som sexslaver i Indien. Hvert år forsvinder omkring 5000 små piger her i Kapilvastu-regionen for aldrig at komme hjem igen. Derfor – og på grund af en katastrofal mangel på skoler i lokalområderne – går meget få nepalesiske piger i skole.
Men i Rahula school er det anderledes – her myldrer det med små piger med rottehaler og lasede skoleuniformer. Historien begynder egentlig med en tragedie – en dreng fra den lokale landsby gik den lange vej til sin skole, men druknede undervejs i en flod, som var løbet over sine bredder. Det fik 35 af landsbyens kvinder til at gå til myndighederne og kræve en skole til deres børn. Men hvordan gør man det, når man er lavest i samfundet som kvinde, analfabet og fattig?
55-årige Gyana Kohain nægtede at give op. Hun opsøgte Mellemfolkeligt Samvirkes lokale partner organisationer, og bad om hjælp. Her fandt kvinderne ud af, at de faktisk har krav på en skole indenfor 1,5 kms afstand fra landsbyen, og organisationen hjalp dem med at presse myndighederne og udfylde de nødvendige ansøgninger.
Og her på græsplænen står så resultatet af deres anstrengelser. En skole, hvor også pigerne kommer, fordi den ligger så tæt på landsbyen, at forældrene tør sende deres piger af sted. Koret af børnestemmer når ud på græsplænen, hvor vi sidder i en cirkel for at spørge kvinderne, hvad de vil råde andre til, som gerne vil have en skole?
- Det nytter at kæmpe. Og I skal sende jeres børn i skole, for hvis de lærer at læse og skrive, bliver de heller ikke så nemt snydt af godsejeren. Når han beder dem om at skrive under på noget, kan de læse, hvad der står. Vores børn vil blive stærkere end os, siger Gyana, som i dag er rollemodel for andre kvinder, og som opsøges af beboerne fra andre landsbyer, som beder om gode råd om deres rettigheder.
Gældsslaver bliver endelig frie
Man kunne placere hvert af husene på Frilandsmuseet, og ingen ville undre sig. Men selv om den ligner noget fra en fjern fortid, så er den lille landsby faktisk nogens hjem anno 2007 i det vestlige lavland i Nepal.
Solen har for længst brændt de lerklinede huse i landsbyen brune. På husenes stråtag ligger sirligt formede kokasser fra landsbyens vandbøfler til tørre i solen – de luner så dejligt i det åbne ildsted, som maden bliver lavet på. Bøflerne, som bliver brugt som trækdyr for ploven og som leverandør af den fede bøffelmælk, som blandes i den hvinende søde the, står opstaldet i den ene ende af huset, familien bor i den anden del. Gederne har åbenbart besluttet sig til, at de bor over det hele. Rundt om står markerne grønne med kål, tomater og kartofler – landsbyens stolthed og spisekammer. Det er her, Rattiram Tharu lever sit liv med sin familie – sit frie liv. Før var han og hans familie en del af det moderne gældsslaveri, som stadig findes i Nepal.
- Vi arbejdede hårdt hele dagen for godsejeren. Vi fik kun 2 kg ris om dagen som betaling, og vi led meget. Vores børn kom ikke i skole, for de skulle også arbejde for godsejeren, fortæller Rattiram.
Her i Kapilvastu er vi bogstaveligt talt udenfor lands lov og ret. Uanset, hvor hårdt Rattiram og de andre familier arbejdede, ville de aldrig kunne betale det lån af, som deres forældre engang for længe siden havde optaget hos godsejeren. Renten blev ved med at stige. Rattiram tilhører en af de utallige minoritetsgrupper i Nepal, nemlig Tharuerne, det oprindelige folk på egnen, som boede her længe før, skoven – og malariamyggene - blev ryddet og gjort til attraktiv landbrugsjord. Andre nepalesere tog jorden fra Tharuerne, som blev gjort til gældsslaver. Gældsslaveri har været forbudt i Nepal siden 1960’erne, men ingen har haft nogen interesse i at fortælle de undertrykte om deres ret til frihed. Og i et land som Nepal er kendskab til menneskerettigheder blandt de fattigste nærmest et ukendt begreb.
I sin desperation opsøgte Rattiram en dag ”Sunshine”- organisation, som kæmper for gældsslaverne på egnen, og som støttes af danske Mellemfolkeligt Samvirke. Da Rattiram og de andre familier hjulpet af ”Sunshine” nægtede at arbejde ulønnet for godsejeren, blev de smidt ud af deres hjem. Organisationen hjalp dem i deres kamp for frihed og et nyt sted at bo. I dag er Rattiram en fri mand, som kæmper for at få et skøde på den jord, han lever af, og som tilhører myndighederne. Nu kender han sine rettigheder – i modsætningen til tusinder og atter tusinder af andre gældsslaver i Nepal.
Mellemfolkeligt Samvirke samler ind til Nepals fattigeste på søndag. Meld dig som indsamler ring 7731 0077 eller send SMS ”indsamler” til 1919.
Højlunds Forsamlingshus på nepalesisk
Forestil dig en udgave af debatprogrammet ”Højlunds Forsamlingshus”. Lav så scenen om til en bakketop i 2000 meters højde i Nepal. Til begge sider er afgrundsdybe dale. Ad støvede veje op ad bjerget trasker små børn i blå skole-uniformer med deres bøger under armen. På bakketoppen vokser høje træer, og foran dem sidder en flok på omkring 50 alvorsfyldte mænd og kvinder.
Vi er til en offentlig høring i det vestlige Nepal. Stedet er det lokale madkurv-sted, og gæsterne i dag dels lokale indbyggere med noget på hjerte og embedsmænd, læger, skoleinspektører og andre med ansvar og magt i lokalområdet.
En højttaler gjalder ud over de to dale. Stemmen tilhører manden øverst på jordvolden, som byder velkommen og ridser reglerne op – ”Tal ikke for længe. Sig undskyld, hvis du har begået en fejl, og begrund det, hvis du mener, at du har gjort det rigtige”. Første spørgsmål er fra en bonde med den klassiske nepalesiske stof-hat: ”Hvorfor skal vi betale for, at dyrlægen kommer, når det andre gange er gratis?” vil han vide. Den lokale dyrlæge kommer på benene og forklarer, at prisen er afhængig af tidspunktet på dagen. Næste spørger er en kvinde, som klager til den lokale læge over, at nybagt mor, som fødte på den lokale sundhedsklinik ikke har modtaget de 1.000 rupies, som hun har krav på. Lægen rejser sig fra sin sivmåtte på jordvolden. Det kan han ikke forklare, men han vil undersøge det, lover han.
Den offentlige høring , som er arrangeret af den lokale barfodsradio, som transmitterer høringen til sine 1 million lyttere, er den eneste af sin art i Nepal. Men flere andre organisationer vil nu kopiere ideen, fortæller Gunakar Aryal, leder af Radio Madanpokhara, som også må svare på kritiske spørgsmål om placeringen af sin nye radiosender denne eftermiddag.
Høringen fortsætter længe endnu, for de har meget på hjerte, indbyggerne i Palpa-regionen, og her på en bakketop har de en enestående mulighed for at blive hørt.
Radiostationen for de fattige
Rundt om i Nepals bjerge – i den smukke Palpa-region, hvor risen vokser på bjergsiderne på de små, flade terasser, skratter små, billige transistorradioer fra vinduerne i de faldefærdige huse. Mange af dem er stillet ind på FM 106,9 mhz – Radio Madanpokhara. Fattige nepalesere, bønder, kvinderne lytter til stemmerne fra radiostationen, som taler om deres liv afbrudt af folkemusik, engelskundervisning og debatprogrammer, hvor politikere og borgere diskuterer, hvad der skal gøres for, at Nepal kan få det demokratiske valg, som skal bane vejen for en ny fremtid for nepaleserne.
Radio Madanpokhara er barfodsradio for 1 million lyttere. Ad en vakkelvoren hønsestige kravler stationens leder og jeg op på taget af radiostationen. I det fjerne kan vi skimte den nye sender, som funkler i solen på en bjergtop med de sneklædte Himalaya-bjerge i baggrunden. Senderen, som Mellemfolkeligt Samvirke for nyligt donerede, giver endnu flere lyttere mulighed for at høre radiostationens programmer. 17 timer i døgnet sender radioen reklame-fri udsendelser. ”Alt, hvad vores lyttere hører, skal påvirke dem positivt – det gør reklamer for Pepsi eller junk food ikke”, siger Radio Madanpokharas leder, Gunakar Aryal.
Offentlige høringer og 152 lytterklubber rundt om i regionen sikrer, at minoriteternes stemme bliver hørt i radioen. Omdrejningspunktet er de allerfattigstes liv, emnerne alt fra kvindeundertrykkelse og fattigdomsbekæmpelse til analfabetisme og overtro.
Det er en stolt radiorådsformand, som vinker farvel til os, da vi forlader stationen ned ad den hullede vej i vores hårdtprøvede Toyota Hilux. ”Vores radio er et fyrtårn for ytringsfrihed i Nepal” er hans afskedsreplik.
Før vidste vi ikke, hvad et møde var
”Hvis I kunne råbe hen over bjergene ind til parlamentet i Kathmandu – hvad ville så være det vigtigste at sige til dem, der bestemmer i Nepal?” Spørger jeg ud i mængden af sari-klædte landsbybeboere omkring mig udenfor det lille forsamlingshus på bjergskråningen.
”Jeg ville spørge dem, der bestemmer, hvorfor der ikke er en kumal i parlamentet? Vi er fattige, derfor lytter ingen til os, og vi skal altid bare adlyde brahminerne (højkaste-folk)”, siger en ung kvinde i en rød sari.
Der bliver nikket rundt i kredsen af landsbyfolk. Alle er mødt op til dagens møde i den lokalgruppe, som Mellemfolkeligt Samvirke har trænet landsbybeboere i Palpa-området til at danne for at få indflydelse på de beslutninger, som bliver truffet i deres område.
Vi krydsede floden over hængebroen for at komme hertil. Siden gik turen ad stejle stier op af bjergsiden langs ingefærmarker, bananpalmer og bambus-stammer så tykke som en sømands overarm.
Heroppe langt fra asfaltbelagte gader bor en gruppe af de kumal, som er en af Nepals mange minoritetsgrupper.
Landsby-komiteens formand har været på kursus i demokrati, og resultaterne er allerede synlige, efter at han har lært beboere at tale for sig – lønforhøjelse til kvinderne, ret til at bruge skoven på den anden side af floden, som en højkaste landsby ellers hævder er deres, og 40 stå-toiletter i landsbyen betalt med de penge, som lokalsamfundet får fra centralregeringen, men som tidligere gik landsbyens næse forbi. ”Før vidste vi ikke, hvad et møde var. Nu har vi lært at kræve vores ret”, siger landsby-komiteens formand til farvel.
Mette Vibe Utzon, Palpa, Nepal
Med Buddha Air til maoist-landet
Solen skinner altid i Katmandu – men det kan være svært at mærke først på dagen, når den kun kan skimtes gennem den tykke, brune tåge af smog, som ligger over byen. Hvorfor det river i lungerne, når man går rundt i de smalle, hullede gader i Nepals hovedstad, opdager man for alvor, når man sidder i et lille rutefly og kigger ned på byen. Vi er på vej væk fra Kathmandu – ud i bjergene. Og her fra det ovale kighul i det lille fly ser man tydeligt den brune dyne af luftforurening, som vi netop har passeret i luftrummet. Hvilken grum kontrast til et af verdens smukkeste naturfænomener længere ude i synsfeltet: Himalayas sneklædte tinder, som rejser sig bag hovedstaden. 
Med panorama-kig på første parket til Himalaya er det i sandhed himmelsk at flyve med ”Buddha Air”. En af flyruterne kalder nepaleserne simpelthen for ”mountain flight”, så turisterne, der skal bestige Mount Everest eller trekke længere nede af bjerget, ikke tager det forkerte fly. Vi skal en anden vej – vores rute går mod det sydvestlige Nepal mod grænsen til Indien. Fra det flade lavland skal vi køre et par timer op i bjergene til byen Tansen, hvor nogle af Mellemfolkeligt Samvirkes samarbejdspartnere forsøger at ruste de fattigste til at deltage i det demokrati, som forhåbentlig er på vej i Nepal.
Brændende bildæk og en ”banda”
Vi lander i byen Bhairahawa - i maoist-land. Nepaleserne er muligvis de eneste, der ikke har fanget, at verden (for slet ikke at tale om Kina!) ligesom ikke rigtigt synes, at Mao er super cool længere. I hvert fald har en oprørsgruppe, som kalder sig maoister, i 10 år kæmpet imod regeringshæren – for de fattige og undertryktes rettigheder. At de så også lige kom til at inddrage nogle af de fattige unge mænd fra bjerglandsbyerne ufrivilligt i deres hære og nedbrændte skoler og mishandlede lokalbefolkningen, har været medvirkende til, at maoisterne har mistet en stor del af den folkelige opbakning og sympati, som de ellers havde. Men især i de første år, kampene bølgede, tiltrak maoisterne kamp for lighed mange fattige fra det midt-vestlige Nepal og bjergfolkene i de isolerede områder af Nepal, som ingen andre – heller ikke kongen – nogensinde havde vist opmærksomhed. Det var nemt at hverve unge mænd, som ikke havde udsigt til meget andet. Og såmænd også kvinder – de maoistiske oprørere viste nemlig kvinder en helt anden respekt, end de var vant til – her blev deres stemme i et eller andet omfang hørt.
Her i lavlandet ulmer uroen – både på grund af maoisterne, som ellers nedlagde våbnene og indgik en fredsaftale i november sidste år, men som stadig står bag voldelige overfald. Og fordi folk i dette relativt velstående område er trætte af heller ikke at blive hørt eller taget alvorligt i Kathmandu.
Vi henter den bil, som skal fragte os fra lavlandet op i bjergene. Larm fra et lyskryds og den umiskendelige stank og sorte røg fra brændende bildæk møder os. En stor gruppe mænd i lyst tøj går med bannere og råber slagord. Flere af dem nærmer sig i løb vores taxa for at spærre vejen for os. Uroen breder sig i vores lille bil – især hos MS’ nepalesiske repræsentant, Renuka. Hun har besøgt byen masser af gange og oplevet at sidde ubehjælpeligt fast i byen i dagevis på grund af en af de utallige ”bandaer” – strejker, som lammer al trafik. Vores snarrådige chauffør har allerede vendt vores lille, ramponerede pispotte og kører nu i den anden retning. Men fotografens nysgerrighed vinder, og vi vender tilbage for at finde ud af, hvad protesterne – vejspærringen handler om: En gruppe forretningsfolk er angiveligt blevet bortført og gennembanket af en gruppe af maoister,YCL (Youth Communist Leguae, ung-maoister), som stadig bruger vold som politisk kampvåben. Mændene er løsladt igen, men nu protesterer forretningsfolkene mod, at de ikke kan gå i sikkerhed på gaden.
Straks efter, at vi har forladt bandaen og er kørt i modsatte retning ud af byen, ringer Renuka på sin mobil til sikkerhedschefen hos Mellemfolkeligt Samvirke hjemme i Kathmandu. Han skal vide, at noget større kan være under opsejling i byen, og at vi nu bevæger os ud af byen og op i bjergene. Indbyggerne i et land, som har levet med borgerkrig i over 10 år, tager deres forholdsregler. Også selv om fredsaftalen er en realitet, og de unge maoist-soldater, der før kæmpede i bjergene, i dag sidder i special indrettede lejre, mens deres våben er bag lås og slå med FN som opsynsmænd. Alligevel har maoisterne utrolig stor magt i Nepal stadig – dels har mange stadig sympati for deres sag, som i høj grad handler om at fjerne den ekstreme ulighed og kaste-diskrimination, som er en indgroet del af Nepal, dels er maoisterne med i det midlertidigt nedsatte parlament, som skal forberede et demokratisk valg.
Himalaya som hovedpude
Nu går turen ad støvede, hullede veje op, op og atter op. Man kan dø af skræk over at køre så tæt på de bundløse slugter en halv meter fra vejbanen. Eller man kan lukke øjnene og forsøge at sove fra den sindssyge måde, nepaleserne kører bil på. Jeg tager den sidste. Men det er umuligt at lukke et øje, når man hele tiden skal klamre sig til noget, der sidder fast på bilen, for ikke at ramme taget med hovedet, når bilen kører ned i et hul eller svinger skarpt til siden for at undgå at ramme en modkørende bil, som kører i den forkerte side af vejen. I stedet kan jeg dreje hovedet og se ud på det smukkeste skue – de nepalesiske bjerge – eller ”hills”, som de selv kalder dem. Det er kun for bonderøve som mig, at der er tale om bjerge – ikke for indbyggerne i et land, hvor man har rigtige bjerge længere ude i horisonten – Himalaya. Her er allerede en hel del koldere end nede i lavlandet. I morgen tidligt vågner jeg op i knap 1400 meters højde i byen Tansen med Himalaya som hovedpude og istapper fra næsen– og så skal vi på feltfod ud i bjergene med MS partnerorganisation.
Namasté – som nepaleserne siger – farvel og på gensyn
Mette Vibe Utzon, Nepal