• forside
• Om Anne Mette
• Arkiv
• Rss feed

 Hvor kvinder og dalitter kommer sidst

På MS Nepals første workshopsdag om vores fokus på at opbygge lokalt demokrati, viste de distriktsvise fremlæggelser med al tydelighed, at dalitter og kvinder, er dem som er absolut mest underrepræsenterede politisk og for hvem der er færreste offentlige initiativer. Det er absolut ikke noget nyt, men derfor er det jo rart nok at have det sort på hvidt.

I dag var jeg så heldig at kunne holde en workshop pause og tage ud og besøge nogen af de her dalitkvinder, nærmere bestemt Nainasara Kulal, 25 år, som bor 1 times kørsel udenfor Nepalgunj, byen hvor alle MS ”building local democracy partnere” og ansatte holder workshop.

Nainasaras lille søn havde for en månedstid siden den frækhed at forsøge at røre en højkaste kvinde, som er i samme spare-lånegruppe som Nainasara. Det blev kvinden, Saraswoti, meget vred over og det endte med at hun bankede Nainasara, som på opfordring fra gruppens leder klagede over sin voldelige medsøster til MS partner DWO (Dalit Welfare Organisation), de to kvinder blev kaldt til samtale, og her faldt Saraswoti så ellers om i kramper, så stole, borde og vandglas fløj gennem luften. Iflg. Hendes mand var det familiens guders måde at udtrykke, at de ikke finder sig i, at deres mennesker bliver berørt af folk fra ”små kaster” som det hedder direkte oversat fra nepali, Nainasara og DWO var mest af den mening, at det var ren hysteri og mest tjente til at sløre Saraswotis åbenlyst lovstridige handling.

Men som DWOs Shiva Sunar sagde da vi kørte ud for at tage billeder til historien, så er der absolut ingen retssikkerhed for dalitter, udmærkede love til trods, politi og andre myndigheder siger simpelthen til folk, at de skal gå hjem og ordne den slags problemer i deres egen landsby.

Det havde Nainasara så også gjort, Saraswoti fik en reprimande og hun selv fik besked på at lade emnet ligge. ”Hvad så næste gang han rører hende?” spurgte jeg, da vi havde fundet Nainasara og sad udenfor hendes lillebitte hus, med en meter grund til hver side. ”Det sker ikke igen”, sagde hun fast og de to DWO fyre jeg havde med var enige. ”Jamen skal han virkelig lære at man ikke må røre højkastekvinder?? Så kan I da ikke ændre noget”, fortsatte jeg indigneret. Det mente de så altså godt man kunne. De forklarede mig tålmodigt at det her jo var den traditionelle overbevisning, så på den måde var der jo en god grund.

Sparegruppens leder Padamkala var også med ved vores lille snak, det var faktisk mest hende der snakkede, mens unge Nainasara lyttede. ”Vi skal have flere medieringer fra VDCen og mere informationskurser om diskriminination, folk skal have mere viden”, sagde hun. Ved vores workshop snakkede vi om, at det er vigtigt at støtte kvindelige repræsentanter ved lokalvalgene, hvis jeg var lokalorganisation og MS partner, ville jeg støtte kvinder som Padamkala, hun var utrolig veltalende og ret skrap!

Hun fortalte faktisk også om fremskridt: Til en skoleaktivitet for nyligt havde dalitterne lavet mad til ikke-dalitterne (uhørt ude på landet). Og efter en anden træning havde gruppens kvinder delt en cigaret! Bare der ikke var decideret berøring var det altså ok! Lidt interessant også fordi vi andre jo nok ville foretrække at gi hånd end at dele en smøg...

Sidst men ikke mindst ville Padamkala ønske sig, at der blev holdt undervisning om dalitters og kvinders rettigheder ude i landsbyen, for både mænd og kvinder, unge og gamle. ” Når noget bliver holdt på et hotel, så kan der jo ikke komme så mange”, sagde hun, interessant og værd at huske for de hotelglade NGO-folk.

På vej tilbage mødte vi Padamkalas mand. Han er næsten blind, så han arbejder ikke, men kunne dog hente brænde, iført de flotte briller som kan ses herunder. Hun var i øvrigt hans tredje kone, ikke samtidig dog! De havde ca. en kvart hektar land, hvilket vidst ikke rækker til meget! Men dog mere end Nainasara og hendes mand der kun lige havde deres mikroskopiske hus, han arbejder til dagligt i Indien for 180 rupies om dagen (ca. 15 kr), mens Nainasara arbejder på andres marker og får omkring 60 rupies pr. dag.

Jeg siger farvel selvom det er svært at afslå deres stædig insisteren på at invitere på te, men det er allerede ret mørkt. Jeg giver dem også 1000 rupies til deres gruppe ”det skal være til vores dalitgruppe, ikke til den anden”, siger Padamkala hurtigt. Gruppen sparer 2 rupies om måneden pr. kvinde og de små bitte lån gruppen giver er primært til mad og medicin. Det er fint med mig, faktisk også selv de skulle finde på at beholde pengene selv bare de to kvinder, det kan godt være jeg er en superhattedame, men jeg er ikke i tvivl om, at de godt ku bruge pengene!

I lufthavnen i Nepalgunj fik vi et glimt af premierminister Dahal, alias Prachanda, som ankom i militærhelikopter efter en inspektionsrunde ude i de vestligste provinser, hvor oversvømmelser har gjort sulten værre end de stigende fødevarepriser og manglen på ris ellers i forvejen havde gjort. Han ligner efterhånden mere en Dahal (brahmin) end en Prachanda ("den barske"..underforstået "oprørsleder"), håber han stadig har mod og indignation nok til at gå i flæsket på hierarkiet!

 kommentar (0)

 Blog Action Day 08 - Made landless by democracy

It is Wednesday morning, and I am sitting in a nice cafe, with my laptop and a nice cup of coffee, ready to begin my day. Before I started I swam a couple of laps in the pool next to the café, trying to start the day in a healthy way. I drive a lot and eat too well, so after 2 years living in Kathmandu, Nepal, as an information worker for Mellemfolkeligt Samvirke (MS Nepal) I have gained more weight than I should.

I check my mail and discover a message from the programme coordinator of one MS partner organisation. Ghoma Ghimire coordinates the partnership between the local FM station Radio Lumbini and Mellemfolkeligt Samvirke in Nepal, together the two organizations fight for local democracy for women, youth, poor and marginalized, but this mail is about a rescue project, that I have initiated and Ghoma has had the kindness to carry out: Food and medicine for a small dalit community who lost their means of living due to democracy in Nepal.

I visited the community who belongs to the lowest of the dalit casts of Nepal, the musahar, about a year ago. And spend a day exercising my wobbly nepali interviewing Narayan and Sita, a young couple living in one of the stone age houses in Soiya, the name of this little community of 22 households in the steaming hot lowland of Nepal close to the Indian border. Sita was not visibly pregnant, but told that she was giving birth to their second child in a month. Though living a hard life the couple expressed happiness that they had shelter and fields to till.

Unfortunately the land of the Musahars of Soiya was given to them by the Maoists during their 10 year violent insurgency in Nepal, in return the Musahar people along with thousands of other poor people voted for the Maoists at the constituent assembly elections in spring 2008. So did a lot of land owners, thinking that once in the government the Maoists would have to return the land they had seized.

Sadly, the latter were right. The Maoists are now leading the government and the land has been returned to its rightful owners. This means that the people from Soiya now have to slave for dismal daily wages, that is if the men are lucky enough to get work in the building industry in the nearby town.

For Sita and Narayan this meant hunger and to their children it meant malnutrition and sickness, before Ghoma and I intervened they and the rest of the villagers were looking to spend the yearly festival of Dashain in a miserable state.

As I read about the villagers gratitude I start to cry. To me living in one of the worlds poorest countries means a daily insight in the tremendous and unbearable inequalities of the world. In Nepal they are visible between men and women, between high casts and low casts and between city dwellers and village folks. Between me and my colleagues and the people whom we try to assist in their struggle for a decent living.

The people in Soiya are safe for now, because they were lucky enough to catch the attention of a couple of charity oriented intellectuals feeling bad about their on good fortune, but as more than half its population in Nepal is living below the poverty line, how many Nepalese will have to wait too long for democracy to get a hold on their remote villages and provide them with the opportunities and security that any human being in this world deserve?

According to one of the remarkable women I have met in Nepal, Lynn Bennett, chief anthropologist for the World Bank in Nepal, and a part time resident for the last 35 years, tremendous steps have been made towards greater equality has been made. “Un till a few years ago no one spoke about inequality between casts and between men and women”, she emphasizes to me when we first met a year ago. “The constituent assembly is going to pass laws that enhances rights for inheritance for women, I would not have thought that possible when I first came to Nepal”, was her cheerful remarks when we met this year.

I guess her attitude makes sense: Look at the progress already made and don’t give up the fight for more changes.

 In some years Nepal will most likely have a land reform, which will manage to distribute land to the tillers and hopefully combine this with inputs for improved farming methods, insurance etc. At the same time the country will with a little luck and a lot of international and grass root pressure have a new constitution ready to be implemented and see its first general election in many years.
 
|Un till that happens Ghoma and I and others with too much luck in life will have to continue spreading tiny drops of good fortune along with the big tough pull for a world without poverty.

 kommentar (8)

 Gensyn med modelskolen i Bardiya

I dag var jeg først til pressebriefing på skoleprojektet inde i Nepalgunj. Et rigtig godt eksempel på samarbejde mellem MS partnere, da NPI (Nepal Press Institute) havde lagt hus til og stået for invitationer og det var BASE der underholdt.

Der var ikke ligefrem stuvende fyldt, men Pitamber, som er koordinator, forsikrede os om, at det var de rigtige vi havde fat i, dvs. alle redaktørerne og senior reporterne.

Samme dag var projektet forresten allerede i den landsdækkende avis ”Kantipur” og i TV. Sjovt at lave lokalt pressearbejde! Jeg er ked af, at det her projekt, med at to helt specielle personligheder som Sonam og Satprem bygger en fantastisk ny skole på 20 dage, ikke rigtig har været til at sælge i danske medier. Men i sidste ende er det vigtigere at det bliver en success i Nepal. Faktisk er Sonam lidt bange for, at successen bliver for stor, så efterspørgslen bliver for stor og udbuddet følgeligt udvandet.

Efter briefingen, tog jeg ud til den modelskole jeg besøgte i foråret for at filme. Modelskoler er skoler som har fået ekstra meget støtte fra BASE, de fleste lokaler har lange tavler langs gulvet, der er gulvtæpper i stedet for borde og stole og alle lærere har fået flere omgange special træning i mere pædagogiske undervisningsmetoder.

Jeg havde kun 2 timer og nærmest intet batteri til projektet, da jeg først samme morgen havde fået at vide at ”åh ja Anne Metteji, der er altså ferie fra i morgen – den næste måned!” Så der røg ideen om at bruge mindst en dag på skolen!!

Bortset fra en yderst slimet engelsklærer (”I teach english naturally”, som han sagde med halvt lukkede øjne, da jeg spurgte), var det rigtig rart at se dem alle igen. Inspektøren (Headsir) Krishna var et stort smil og for rundt og ville være med i det hele. Som sidst blev han dog heldigvis hurtigt træt af at sidde stille og iagttage undervisningen og fortrak.

Som sidst var det fedt at se glade børn og glade lærere og undervisning, der helt klart var underholdende, fordi der var masser af sange og lege indbygget. Hos anden klasse var de delt i to hold, som løb om kap for at komme først hen og pege på det ord lærerinden sagde på engelsk, de blev også spurgt hvad ordet betød noterede jeg mig.

Jeg forsøgte at interviewe børnene om, hvad de kunne lide ved at gå i skole, men det gik de aldeles kolde på. Jeg tror simpelthen ikke at små fattige tharubørn nogensinde bliver spurgt hvad de kan lide!

Det er UMULIGT

Nå, men hvad der egentlig var mest interessant var, at min tolk Nepalu på vej hjem fortalte, at netop denne her skoleinspektør virkelig havde hadet BASE i starten, dvs. for 5 år siden: ”Hvorfor kommer I her? Vi er ikke ansat af BASE! Vi er offentligt ansatte og det I vil er helt umuligt! UMULIGT!!”, skulle han i følge Nepalu have sagt. Nu er hans motto ”Alt er muligt” og han er meget stolt af sin skole og glad for samarbejdet. Jeg spurgte Nepalu, hvordan de fik ændret holdningen hos inspektør og lærere og han svarede, at de bare blev ved at komme og fx. spurgte om, hvorfor lærerene var der, om det var for børnenes skyld eller bare for at have et job.

Da vi havde kørt lidt af de håbløst hullede jordveje omkring skolen, mødte vi en af lærerne og gav hende et lift. Det gav Nepalu mulighed for at spørge hende om, hvordan hun havde oplevet forandringerne. Hun sagde, at nu var det faktisk svært at undervise uden at have forberedt sig med alle de materialer, som hører til i det de kalder ”child-centered-teaching-learning”, det var simpelthen blevet en vane, men i starten synes de, det var lidt irriterende, for de var jo vant til at møde fra 10 til 4 og det var så det. Hun sagde også, at det var dejligt at være sammen med børnene hele dagen, nu hvor de har klassetrinsundervisning (og ikke er fagopdelt) i de små klasser. ”Nogen gange kalder de os mor”, sagde hun -  det synes jeg var meget rørende!

 kommentar (0)

 Bandha og hønsenet

Nu har jeg været webredaktør for projektet ”Byg en skole på 20 dage” i 12 dage og endelig er det så blevet tid til at se skolen i virkeligheden.

Turen var allerede interessant inden den var begyndt. Søndag hvor jeg skulle afsted var der ”Nepal bandh”, dvs. ingen kørsel i hele landet, det parti som havde fået den lyse ide at gå uden om den parlamentariske process var godt nok blevet opfordret til at droppe ideen, meeen næ nej, nu skal man jo ikke gå hen helt at glemme de her bilfri søndage, så der var altså lukket overalt og jeg måtte cykle til lufthavnen med min taske surret bagpå.

Vel fremme i Nepalgunj en time senere, strømmede det til med richshawkørere. Det var i den grad deres dag. Nepalgunj er ret varmt og der er langt til lufthavnen, så uden bandha er der ikke meget for dem at lave derude. Men min lille friske rickshawkører, var nu ellers hurtigt inde i byen, hvor bandhaen kun var synlig i form af et par sorte mærker fra afbrændte dæk. Jeg spurgte, hvad han synes om den her bandha, og jo! Den var go! Da jeg så spurgte om det var det rigtige at gøre, var han dog mere i tvivl ”næ det er faktisk forkert”, kom han frem til.

Jeg vovede mig derefter videre i MS pool car (delebil) ud af byen og afsted til nabodistriktet Bardiya, hvor det her fantastiske byggeri finder sted. På vejen mødte jeg Sonam (på vej til byen med to journalister, fra Nepals største mediehus), han forklarede mig vejen (drej til højre ved pepsiskiltet overfor den toetagers bygning, gennem skoven og så til højre igen ved hytterne). Jeg holdt pause ved omtalte Pepsiskilt for at drikke en pepsi og købe lidt shampo og andre småting. Da den rare ejer bad om 35 nrp. (ca. 3 kr.) troede jeg faktisk, det var mig, der ikke kunne huske 35 på nepali!

Nå men det var selvfølgelig sjovt at se byggeriet i virkeligheden. Det lignede absolut ikke komprimeret jord, nærmere et almineligt dansk hus.

Alle de forstærkninger osv. som er indbygget er nu skjult. Stilladser mv. var til gengæld ret nepalesiske omend mere solide end de så ud til! Dagens store opgave var at lægge tag på huset, fantastiske lange buede rør i ferro-cement, side om side, de vejer 800 kg stykket, så der skulle en hel del ”hiv o høj” til før de kom om på plads, båret af en masse frivillige hænder. Indenfor blev der lavet tavler, hele vejen langs væggen også, for udover en tavle til læreren, så skal ungerne i ”Uddannelse til Frihed”- projektet selv have mulighed for at skrive alle mand.

Som Sonam skrev i gårdsdagens dagbog er hans franske ven Satprem fra økobyen Auroville i Sydindien en ret hidsig fyr, de stakkels nepalesere hoppede og dansede og fattede ikke rigtig hvad han sagde. Samtidig er der så det faktum, at det her byggeri skal være meget nøjagtigt, så nepalesisk gavmildhed med en centimeter for meget her eller for lidt der, den går ikke! I dag var Satprem topirriteret over, hvor hurtigt folk bare sætter sig afventendende, men hvad manden er ekspert og er kommet hele vejen fra Sydindien, fordi Sonam har bedt ham om det.

Sonam er til gengæld god til at rose folk til skyerne og få dem til at føle sig som dagens helt. Så Chandra var absolut ovenpå igen efter gårdsdagens sammenstød.

Men senere var det nuogså rigtig rart, senere at høre ham være rimelig irriteret på sine kollegaer over en mindre forglemmelse, rart at andre også er mennesker, selvom det stadig er irriterende at manden er så god til at lufte sine frustrationer på nepali.

En skole til tidligere gældsslavers børn

De frivillige på byggepladsen er fra den nærliggende ex-kamaiyalandsby, skolen som nogen måske husker er fondet af Operation Dagsværk, er til deres børn. Jeg snakkede lidt med Ghitya her på billedet, 28 år og mor til to børn på hhv. 13 og 11 år!

Familien modtog, da de blev frigivet fra deres gældsslaveri for 8 år siden, knapt en halv hektar land af staten, men det er kun nok til at føde dem 2-3 mdr. om året. ”Nogen gange er det lettere end før, nogen gange er det sværere, fordi vi ikke får mad nok”, svarede hun, da jeg spurgte, hvordan det var at være fri. Den lokale ”sammenkalder” Ram, snakkede også med, han brokkede sig voldsomt over den gastronomiske pris på ris ”og her tjener man kun 100 rupies om dagen!! Det er ikke nok”, sagde han fyndigt.

Ghitya er som mange af de andre frivillige kommet for at bygge, fordi Sonam med en videopræsentation overbeviste alle om, at de skulle have sådan en skole her. Det er skik og brug, at arbejde frivilligt på den slags byggerier i Nepal, men vigtigt med overtalelsen, når man vil bygge noget helt nyt og anderledes, som nu denne bygning af jord og hønsenet.

 kommentar (0)

 I Nepal er dalitter stadig urørlige

Et af de for ikke-hinduer mest uforståelige aspekter i Nepals strenge hierarkiske kultur er urørlighedsproblematikken. Dalitter, dvs. alle de såkaldte håndværkskaster: guldsmedene, grovsmedene, skrædderne, frisørerne, gadefejerne, de prostituere (her altså med under håndværk J) og dem som tager sig af de døde dyr (måske ikke lige et kendt håndværk i en dansk sammenhæng meen nok så vigtigt i en vegetarkultur), er simpelthen urene. Det betyder, at man som traditionelt højkaste må rense sig, hvis man har berørt sådan en ikke-person. Faktisk behøver man ikke engang være højkaste! Alle ikke-dalitter har traditionelt den samme holdning.

Urørlighed og urenhed er koncepter, som ligger meget fjernt fra dansk kultur. Det gør diskrimination til gengæld ikke! Så selvom det virker ret uforståeligt, at nogen kan få bank for at røre andres vand, så er den benægtelse, forfordeling og de fordomme som følger med, velkendte størrelser i en dansk kontekst. 

Der er da ikke diskrimination her!

Hvorvidt og hvor meget det her kastesystem stadig lever, er der meget delte meninger, når man spørger folk her i Nepal. Sjovt nok mener brahminer (højeste kastegruppe) oftest, at det enten er skikke, som eksisterer et andet sted end der, hvor de selv bor, praktiseres af andre, eller, hvis de er fra Kathmandu, noget der hører fortiden og de fjerneste dale til. Og jeg taler altså også om nogle af mine kollegaer her på kontoret! Folk, der arbejder for en god sag og faktisk kommer ud omkring i landet!

”Det er ikke så mærkeligt, hvad ville du selv svare, hvis du diskriminerede andre?”, spørger Durga Sob, præsident for Feminist Dalit Organisation (FEDO) mig, da jeg spørger til dette mærkelige fænomen.  Durga, er dalit og drager i næste uge til København for at tale dalitternes sag. Hovedbudskabet er: "Læg pres på den nepalesiske regering, så den gør noget for dalitterne".

Durga, der er fra guldsmedekasten Biswarkarma, er født i 1966 i Silghadi, Doti i det vestligste Nepal, hvor hun gik i skole indtil 10.klasse. I skolen måtte hun ikke røre det vand de andre skulle drikke. De dalitbørn, som gjorde det, fik bank af læreren og de andre børn.

Herefter kom Durga til Kathmandu, fik en bachelorgrad og startede sin egen NGO (FEDO) i 1994.  

Mange dalitter, jeg har talt med, siger at uddannelse gør en stor forskel. Men i følge Durga er den sociale diskrimination af dalitter, så slem som den altid har været. ”I Silghadi bruger de stadig nedsættende ord, når de taler til os. Og hvis de har rørt os sprøjter de vand på sig for at blive renset”, forklarer hun vredt. At det skulle være lettere at være dalit i Kathmandu er Durga også kun delvist enig i: ”Det er selvfølgelig en stor by, men der er stadig forskel på folk. Da jeg blev gift, skulle vi leje et sted at bo og da var det meget svært at finde nogen, som ville leje ud til os. En gang havde vi faktisk betalt depositum, men da konen så hørte vores efternavn, kom hun med en undskyldning om, at hendes mand havde lejet ud til nogle andre og gav os vores penge tilbage”. 

Se den problematik er da i hvert fald veldokumenteret også i Danmark! Hvor en del indvandrere har fået netop den behandling!

Det er for øvrigt ikke alle mine kollegaer, som påstår, at dalitter er lige så gode som alle andre. Renuka Gurung, som er programme officer her, siger, at hun absolut ikke kunne finde på at spise sammen med en dalit, før hun begyndte at arbejde i NGO-verdenen og endnu mere interessant, det gælder iflg. hende alle vennerne for uni, her i Kathmandu. ”Selv i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke over det, når min mand har dalitvenner med hjem og vi spiser sammen”, fortæller hun mig dejligt ærligt, når jeg spørger til det her mystiske fænomen ”urørlighed”.

I følge Durga skyldes de fleste af dalitternes fortrædeligheder diskrimination og hun går meget ind for, at alle børn i skolen burde lære, at alle mennesker er lige og at dette også burde praktiseres af skolerne selv: ”så er der da et sted de hører det og det kan forhåbentlig være med til at ændre normer og værdier”, siger hun.

Uddannelse, erfaring og engelsk kundskaber

Der er selvfølgelig også problematikker, der kun indirekte har med diskrimination at gøre. Mange generationers diskrimination har medført, at dalitterne scorer lavest på alle udviklingsområder: indkomst, levealder, skolegang osv.  

”Det er en ond cirkel, manglende uddannelse betyder mindre oplysthed og derfor mindre incitament til at prioritere uddannelse. Desuden har mange ikke økonomisk overskud til det”, siger Durga. Min egen observation er lidt den samme bare fra en anden vinkel: De brahminer jeg kender, er typisk fra fattige familier på landet, som har tvunget deres børn til at vandre i timevis for at komme i skole og som kan fortælle historier om, hvordan de vogtede køer o.l. efter skole. ”For brahminer er uddannelse utrolig højt prioriteret. Vi janajaties (mongolske og andre etniske folkeslag) er for glade for at drikke og hygge os”, igen en kommentar fra min bramfrie kollega Renuka Gurung.

 Ingen jobs i det offentlige og ingen fede NGO jobs

Det med uddannelsen betyder så igen, at dalitterne stort set ikke er repræsenterede hverken i den offentlige sektor eller NGO sektoren. De, som har en uddannelse, har den fra offentlige skoler og derfor taler de for lidt engelsk til at få sig et NGO job (på trods af diverse forsøg på positiv særbehandling særligt hos internationale NGOer), de har heller ingen forbindelser, så trods uddannelse er det sikkert stadig svært at få et offentligt job også...Og forresten i den nye regering, er der mellem Prachandas væld af ministre ikke er en dalit!

Det medfører så igen, at dalitternes problemer ikke prioriteres af organisationerne eller det offentlige. Jeg har ikke tal på det, men i hvert fald kan jeg se, at det fungerer sådan for kvinder. Når vi laver vores blad Ekchhin, så er alle forfatterne mænd, hvis jeg ikke siger stop, og i vores seneste vægavis (der er på nepali og hvor jeg derfor ikke er i redaktørgruppen) var alle kontributører mænd. Gad vide om ikke Durga har ret i, at opmærksomhed kræver, at man repræsenterer sig selv?

Det, man så kan spørge sig selv om, er, hvad det vil sige at repræsentere sig selv? Fx. er stort set alle dalitter jeg har mødt, som klarer sig godt fra Bishwarkarma-kasten, den højeste dalitkaste. Og er deres stemme så repræsentativ?

Hvis man skal sammenligne med indvandrere i dansk politik, så er der også utrolig få grønthandlere og kioskejere, og en del cand. Scient. Pol.er....

 Floskler og undskyldninger

Men denne argumentation bruges desværre ret tit, som en undskyldning for at opretholde status quo: Mine kollegaer siger ofte at ”dalitter diskriminerer også hinanden, det skulle de tage at starte med at lave om på, så bliver det nok også lettere at få andre til det”. Jeg har altid synes, det lød som en ret dårlig undskyldning for ikke at gøre noget selv (den eksisterer faktisk også i Danmark: ”Tyrkere diskriminerer da også kurdere....”). Jeg spurgte Durga, som svarede ”JA, der er diskrimination mellem dalitter”, men hurtigt tilføjede ”Da de højere kaster grundlagde kastesystemet, var de smarte nok til at sørge for, også at indlægge et hierarki i bunden. Derfor er der også kastediskrimination mellem dalitkasterne (der er 6 dalitkaster i bakkerne og 11 i lavlandet). Men altså vi har ikke nogen templer som andre ikke må gå ind i eller brønde andre ikke må drikke fra”. Særligt det sidste, synes jeg, er en meget go pointe: Det er jo ikke ligegyldigt, hvilken position man selv har, når man diskriminerer.

Den nye grundlov

FEDOs store satsning lige nu er at få størst mulig indflydelse på udfærdigelsen af den nye grundlov. ”Vi er gode til nationalt lobbyarbejde, men ikke til at skabe international opmærksomhed. Donorerne spørger, hvor vores kampagner er. Måske er det, fordi vi ikke brænder dæk af og afholder strejker, men i stedet arbejder fredeligt”, spørger Durga ironisk.

 Mere dokumentation og opmærksomhed tak!

Konklusionen som jeg ser det er, at dalitternes situation skal dokumenteres bedre også internationalt, så det bliver muligt at diskutere på en kvalificeret baggrund hvad problemer og løsninger kan være. Herunder er det vigtigt at tage en ærlig snak om, hvem der repræsenterer hvem.

 Høringen på onsdag i København er en start! Og på www.ms.dk følger jeg op sammen med MS partnere, hvoraf i hvert fald 4 (DWO og CWD, Banke samt SSD og EDC Doti) arbejder specifikt for dalitternes sag.

 kommentar (0)

 P travetur i det vilde vesten

Som altid er mine feltbesøg for korte! Jeg brugte min sidste dag i Doti på en felttur med min kollega Jeppe. Jeppe har boet i Dhangadi 7 timers kørsel nede af bakken i 4 et halvt år og skal nu i sit sidste år med Mellemfolkeligt Samvirke arbejde for at sætte ”opbyggelse af lokalt demokrati” projektet på skinner sammen med EDC (dalit interesseorganisation og MS partner) og om et par måneder forhåbentlig en indisk udviklingsarbejder og to andre lokale MS partner SSD og BSS.

Jeppe er i gang med at lære de 12 VDCer (village development committees, er en slags landkommuner), som programmet skal køre i, bedre at kende, og har derfor planlagt en 4 dages tur med 3 lokale sociale mobilisers, der bor ude i VDCerne. Social mobilisers er dem som skal få partnernes programmer så lang uden for lands lov og ret som muligt (hm, der er ikke meget lov og ret nogen steder!). Jeg skal  med den første dag, sove ude i landsbyen og går tilbage igen dagen efter.

Fem timer og masser af igler!
Efter 4 timers kørsel ned til starten af vores fodtur viser det sig selvfølgelig, at turen nærmere er fem end tre timer, som vi ellers havde fået besked på - hver vej! Mens jeg overvejede, om jeg var i stand til at gå så langt, sagde den unge social mobiliser vi fulgtes med ”og der er mange igler” arjh helt ærligt, var nærmest glad for jeg ikke vidste nogen af delene på forhånd og for hen og køber mig et par sokker.

Efter at være blevet shanghejet til at deltage i et møde for dalitter, hvor vi sad til pynt i en halv time før vi insisterede på at gå igen. ”Vi skal sgu da bare sidde og være de store hvide”, sagde Jeppe på nepali til sin unge kollega som sagde: ”nej nej” og nærmest tvang os til at sidde og glo på hver sin plastikstol i en halv time. Nyankomne ville nok enten have siddet der hele dagen eller nægtet overhovedet at gå derhen, men Jeppe formår at finde en balance, hvor han går med noget af vejen og alligevel gør det helt klart hvad han mener og hvad han skal. På den måde bevarer partnerne mere respekt for hinanden, det, synes jeg, er supervigtigt, når man arbejder et sted, hvor tid helt tydeligt ikke har den samme betydning som i byen.

Turen startede og efter få meter spurte Jamuna og Durga, de to kvindelige sociale mobilisers om de sku bære min taske ”nej nej”, sagde jeg ”den er ikke tung”, en halv time senere rottede de sig sammen og insisterer ”jeg er vant til 20-30 kg” sagde Jamuna, mens hun hapsede min rygsæk og satte en skulderrem om panden, nå ja, det var lidt flovt, men på den anden side, så var jeg måske lidt mindre langsom uden taske!

Det viste sig hurtigt, at sokker var temmelig åndsvagt, for vi skal gå gennem en del vandløb. Efter 5 timers gang og en del igleafpilning var vi fremme ved en helt fantastisk idyllisk dal, fyldt med marker og gennemskåret af en flod. På den anden side af floden lå så landsbyen Jorayel. Vi blev indlogeret hos Durga, der sammen med sin mor bor hos sin onkel, der er skolelærer og tante som er skrædder. Da vi kom var også mormor og morfar på besøg og hjalp til med forretningen. Jeppe var imponeret over niveauet: ”her er godt nok fedt. Rent og pænt, noget helt andet end elendigheden højere oppe”, sagde han.

Efter et helt fantastisk bad i floden, blev vi bænket på altanen i det traditionelle toetagers hus og onkel kom for at snakke, mens Durga forsvandt ind i køkkenet til sin mor. Er det rigtigt at folk i vores land bliver skilt hele tiden, har vi mon politi? Og hvad med det sociale system? Spør onkel, det er faktisk sjældent jeg er stødt på så nysgerrig en nepaleser!

Bagefter spiste Jeppe, den unge mandlige social mobiliser og jeg dahl bat på gulvet i onkel og tantes værelse, mens familien ser til ”spis dine ris, du skal gå langt i morgen” insisterer tante, men det svært for det er ikke de polerede ris man ellers får men egen avl med mere gods i.

Ingen sprut i Jorayel
Næste morgen mødtes vi først med en gruppe unge, der har formet en slags ungdomsaktivistgruppe. De var 11 heraf 4 kvinder og fortalte, at de har stoppet overfiskeri og tørlagt dalen for alkohol. Nu vil de gerne lære om loven, deres rettigheder og hvordan man søger om penge hos distriktskomitteen (DDC). ”De vil noget og de tager selv initiativer”, sagde Jeppe bagefter og bemærkede også at Durga, der ledede mødet var god til at forklare de unge, hvad MS og EDC kan hjælpe dem med.

Vi mødtes også med en kvindegruppe, hvor alle medlemmerne stort set hedder Bohara til efternavn (er eftersigende chettri, Nepals næsthøjest rangerende kaste). Deres hovedbudskab var enkelt: ”Vi ved ingenting: hvordan og hvornår VDCen får penge, hvad de bliver brugt til eller andet”. Jeppe spurgte, om gruppen havde styr på deres egne penge? ”JA” kom det fast fra flokken af sariklædte i alle aldre ”jamen så skal I nok få styr på VDCens også!”, smilede Jeppe og forsikrer om, at dette kun var et første møde. Ellers talte kvinderne meget om skikken med menstruel seklusion og vi var henne og se det lille halvtag som kvinder kan sove under de 5 dage om måneden, de bløder.

”Om de havde marker alle sammen” spurgte jeg? Ja ja det har alle selvom ikke alle kan leve af det de dyrker. Det er et stort problem her i Doti, at der højest falder regn 4 mdr. om året, så lige bortset fra nu i regntiden, er det svært at dyrke jorden.

De kloge narer de mindre kloge
Bagefter besøgte vi landsbyens to dalitfamilier. Den første sagde, de følte sig holdt udenfor ”vi bliver ikke inviteret til møder heller ikke af kvindegruppen”, sagde de. Børnene måtte gerne lege med de andre børn, men familien måtte ikke komme i templet ”det er ellers os, der har bygget det”, sagde sønnen i huset, mens den unge svigerdatter så unseeligt til. Den unge fyr fortalte at han som så mange andre fra denne egn er tvunget til at tage til Indien og arbejde, mens hans 18 årige kone og 1 årige baby bliver hos hans mor her i dalen.

Den sidste vi mødte, inden jeg måtte vende om og gå tilbage til landevejen, var guldsmeden, der sad på sit lerstampede gulv og lavde guldringe over åben ild, vildt! Han kunne fortælle om adskillige arbejdsdage som stenhugger for de højere kaster, som han aldrig havde fået penge for ”typisk! De kloge narer de mindre kloge”, var Jeppes kommentar.

En heldig skæbne
På vejen tilbage fulgtes jeg med Durga, som er 21 år og udover sin ansættelse hos EDC er i gang med en bachelorgrad som selvstudium! Hun er den første dalitpige i området, der har taget en 10. klasseseksamen og har også tidligere fået flidspræmie (fra Danida), som en af distriktets dygtigste elever. Durgas far døde da hun var 2 år, ellers havde hun nok boet hos farmor og farfar i nabodistriktet og haft 9 søskende ligesom sin egen mor. Nu har hun kun en bror og fordi hendes onkel og tante har taget sig godt af hende og hendes familie, er det gået dem godt. Noget der nu kommer positivt igen i form af de 7000 nrp.  (500 kr), som Durga tjener om måneden og som sikkert er mere end, hvad onklen selv får!

 kommentar (5)

 Demokratibussen i Firfod

Jeg har valgt at køre med demokratibussen på dens første tur til landbyerne omkring Silghadi, så jeg har mulighed for at møde de unge demokratiaktivister. Turen starter kl. 8 og går op og op og op. Det her er vejen til nabodistriktet Achham, der eftersigende bliver værre og værre jo længere væk man kommer fra "civilisationen". I de tre timer vi kører, er der nu bare mindre jordskred og lidt mudder.

De unge synger og der er endda flere, som danser. Det er folkesang, hvor en synger for og finder på nye vers og så stemmer de andre i. Alle lo og hujede for hvert nyt vers, særligt versene om den hvide høje dame fik mange klapsalver.

På vej op stopper vi flere gange for at sætte plakater op og uddele informationsbrochurer om de næste par dages program. Et sted går vi hen til den skole, hvor de unge skal lave demokratikonkurrence dagen efter for at tale med læreren. Alle de små snavsede unger står udenfor med deres hæfter og blyanter. Kl. er 10.15, skolen starter kl. 10 og læreren er ikke kommet ”her er der ikke demokrati”, siger en af mine unge følgesvende og jeg opfordrer til, at teatergruppen tager dette typiske problem op: Lokale lærere, der kommer, som det passer dem.

Endelig når vi til Chaukute gau (firfodlandsbyen), et lille gudsforladt sted i et tåget vejsving, hvor bussens unge skal bruge dagen til at informere om og diskutere demokrati. Bussen parkeres og første problem melder sig: Der er mindsanten ikke elektricitet! Min kollega Jeppe og jeg undrer os over, at de unge ikke har haft det problem før. ...Nå, men efter meget roderi droppes dokumentarforevisningen. Ke garne! Som nepaleserne siger, når noget ikke kan lade sig gøre.

Efter en gang Dahl Bhat (ris og linsesuppe, eller bare "mad" som det kaldes her i Nepal) går de unge i gang. Teatergruppen kalder folk til med et sketch. En af skuespillerne falder om og de andre råber op og vil tilkalde en læge. Et par småunger begynder at græde og selv min kollega Renuka er lidt i tvivl om, hvorvidt det nu er skuespil eller ej, måske mest fordi det er lidt malplaceret...

Herefter følger lidt sang og dans, de lokale mænd danser med, mens kvinderne langsomt kommer lidt nærmere kredsen.

Jhala, en ung dalitpige fra et af Nepals sydlige distrikter, der er med bussen fra Kathmandu, lægger ud med at forklare, hvad programmet handler om og hvad ”democracy as a way of life” er for noget. ”Det begynder da godt, her er mange kvinder”, siger Ramesh, der har slået sig ned sammen med mig på bussens tag.

Så kommer en ung mandlig aktivist frem og spørger til lokale demokratiproblemer, de kommer promte: ”Veje, strøm og rent vand”, siger de lokale mænd omgående. Mjo, det var jo ikke lige det han mente sir den unge studerende og forsøger igen. Det tager en del tid, ”der er ikke kommet demokrati herude siger en ung lokal fyr, en ældre dame med barnebarn på skødet er enig ”men i hvert fald er maoisterne ikke et problem længere” tilføjer hun.

Det bliver hurtigt for meget snak for kvinder og børn, der begynder at sive. Et andet problem er, at de unge fra Kathmandu ikke taler den lokale dialekt doteli, så deres ærlige forsøg på at komme i dialog hæmmes temmelig meget.

Efter et par små trick sketch, som folk morer sig en del over, kommer teatergruppen igen. Jeg falder i snak med Jhala, som fortæller om, hvordan hun selv er blevet diskrimineret i skolen i sit hjemdistrikt Nawalparasi ”Jeg måtte ikke sidde på samme bænk som bahun (brahminer), chhetri og newar (nepals tre førende kaster). Det fik mig til at ønske at gøre noget, så når jeg er færdig med at læse, vil jeg kæmpe for, at dalitkvinder får mere magt”, siger hun heftigt og fortæller at på hendes universitet er der kun 56 dalitkvinder ud af 10.000. Da hun tager billeder af landsbykvinder med laset tøj og guldringe i næsen, ligner hun nu mest en ung smart turist fra byen. Forhåbentlig kan demokratikampagnen også give middelklassedalitpigen et indblik i, hvad det er for en verden hendes medsøstre lever i. Umiddelbart er den skræmmende langt fra hendes for slet ikke at tale om min egen Kathmandu hverdag.

Efter teaterstykket, hvor flere af mændene med lidt overtalelse har spillet med og diskuteret problemer, går videodokumentaristen rundt sammen med en af de unge aktivister og spørger folk, hvordan de opfatter demokratiet tilstand lokalt. ”Alle er lige for loven”, siger en køn ung brahminpige ”vi har ændret vores område”, ”der er selvfølgelig nogen der følger gamle traditioner, men de unge er anderledes”, tilføjer Arjun Karkan, der også med sin lyse hud og kønne træk ligner en typisk overklasse brahmin. Det er ret typisk i Nepal: Brahminer og andre fra højere kaster synes ikke der eksisterer diskrimination, men spørger man dem der typisk diskrimineres er det langt fra slut. Udover kastediskrimination giver elendig behandling af kvinder demokratiet i Nepal en udfordring.

En ældre dame med barnebarn på armen fortæller at i sit hus har hun stoppet den udbredte praksis at menstruerende kvinder ikke må være i huset eller spise ris og mælk ”man skal starte hjemme hos sig selv” siger hun bestemt.

Sidste interviewoffer er ung dalit, som fortæller at fordi han selv har uddannelse, bliver han ikke diskrimineret, det gør hans bror derimod fordi han lever som bonde.

De unge fra Kathmandu synes, det har været en svær dag ”I Palpa hvor vi startede kampagnen, var de mere som os”, siger Lalu, der er 22 år og aktivist, tja man kunne nok overveje om det ikke var bedre at opgradere den lokale gruppe, og så skære i antallet af unge fra byen, når man er så langt ude på landet. På den anden side: De unge byboers møde med en anden virkelighed end deres egen er også en del af et nyt Nepal, synes jeg.

 .

 kommentar (0)